torsdag den 17. april 2014

Nye funktioner: Udskriv kommentarer

LibreOffice udkommer med nye funktioner hvert halve år, og hver gang kommer der nye spændede funktioner og designændringer. Det er altid spændende at se hvad der kommer af nye funktioner i næste version.

Allerede nu er de første forbedringer offentliggjort, og hvis du vil prøve dem af, kan du dag for dag følge udviklingen ved at downloade en testversion af LibreOffice. Der bliver hver eneste dag lavet en version af fremdriften siden dagen før. Test versionen er dog ikke oversat til dansk.

En af de ting vi kan se frem til i version 4.3, er muligheden for at udskrive kommentarer i højre side, på samme måde som de vises på skærmen. Det har indtil nu været en svaghed i LibreOffice, at kommentarer kun kunne udskrives efter hver side eller i bunden af dokumentet. Men nu bliver det altså muligt at udskrive kommentarer som de vises, og på samme måde som i Word.